Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København K
read the page print content of this page

PRESSEMEDDELELSE
31. OKTOBER 2006


UDVALG AFGIVER BETÆNKNING OM OPHAVSRET I ANSÆTTELSESFORHOLD

I dag afgiver udvalget vedrørende revision af ophavsretslovens kapitel 3 (Kapitel 3-udvalget) sin betænkning. Udvalget blev nedsat af kulturministeren i 2003 med henblik på at beskrive og kortlægge de omstændigheder, der gør sig gældende ved overdragelse af rettigheder fra ophavsmænd samt skuespillere og musikere til producenter og udgivere, herunder i ansættelsesforhold. 
 
Udvalget har bl.a. diskuteret fordele og ulemper ved at indføre en generel arbejdsgiverregel, hvorefter fx dagblade og radio- og tv-stationer umiddelbart i kraft af ansættelsesforholdet erhverver rettighederne til de ansattes værker. Udvalget har desuden drøftet muligheden af at indføre særlige bestemmelser i ophavsretsloven, som kan beskytte forfattere, komponister, musikere m.fl. mod urimelige kontraktvilkår i forbindelse med overdragelsen af deres rettigheder til fx forlag og pladeproducenter.
 
Betænkningen beskriver henholdsvis producenternes og ophavsmændenes synspunkter, men udvalget er ikke fremkommet med anbefalinger.   
 
Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:
”Jeg takker udvalget for dets grundige analysearbejde af disse vanskelige problemstillinger. Jeg synes, at den meget omfattende betænkning er et godt udgangspunkt for de videre politiske drøftelser om reguleringen af ophavsretsaftaler i fremtiden. Betænkningen vil nu blive sendt i en bred høring med henblik på at etablere et solidt og oplyst beslutningsgrundlag.” 

Download betænkningen og bilag på Kulturministeriets hjemmeside...
 
Yderligere oplysninger:
Kontorchef Peter Schønning, tlf.: 33 92 35 68
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf.: 33 92 35 98