Kanon for arkitektur
SYDNEY OPERA HOUSE, AUSTRALIEN, 1957
Jørn Utzon (f. 1918)

Sydney Opera House er Australiens nationale operabygning placeret på et fremskudt landareal i Sydneybugten. Bygningen fremstår som en let svævende, bevæget formation af gigantiske hvide skaller, der, i forskellige størrelser, løfter sig op over en terrasseformet bastion, knejsende mod havet, himlen og horisonten.
Alle skaller er forskellige udsnit af den samme store kugle. De er udformet af kolossale ribbeformede betonstrukturer, der beklædt med hvidglaserede kakler er opstillet parvis symmetrisk på den terrasserede base henover operahusets forskellige sale og funktioner, som er nedlagt i basen. Tilsammen danner skallerne 3 former, der indbyrdes er forskudt, så bygværket både på afstand og tæt på opleves i bevægelse og let svævende over basen, der ligger forankret ved vandet.
Bygningen er Jørn Utzons hovedværk og er med sin enkle og levende form, sin klare geometri og sine gennemtænkte detaljer dansk arkitekturs væsentligste bidrag til verdensarkitekturen.
Som bygningsværk fortæller Sydney Opera House grundlæggende poetisk om menneskets forhold til naturens elementer – jorden, himlen og havet. Fortællingen er poetisk, fordi den skaber en form og et rum, som er enestående, men som alle forstår – på én gang følelsesfuldt fascinerende og overraskende uafviseligt. Derfor kan australierne og den øvrige verdens befolkning identificere sig så stærkt med bygningen. Og derfor er det blevet Sydney Opera House, der som bygningsværk symboliserer en hel nations selvforståelse af sit ophav og sin fremtid.
Billede:
Sydney Opera House. Skallerne møder basen. Foto: Jan Utzon.
» Gå på opdagelse i værket på den officielle kanonhjemmeside kulturkanon.kum.dk
» Næste værk på listen
» Tilbage til Kanon for arkitektur


