UDVIKLINGSPROJEKTER

- Kulturaftale Trekantsområdet

Litteratur

Trekantsområdets Litteraturfestival

Litteraturfestivalen i trekantsområdet finder sted i uge 40 og har til hensigt at præsentere skønlitteraturens forskellige genrer og forfattere gennem større og mindre arrangementer. Under festivalen præsenteres både danske og udenlandske forfattere, ligesom der i samarbejde med Gyldendal udøves hjælp til skrivelystne forfatterspirer, der bl.a. kan få deres manuskripter vurderet af et professionelt panel.

Projektet støttes med i alt 200.000 kr. af Kulturministeriet, og kulturregionen støtter som minimum med et tilsvarende beløb.

Musical

Uterus – udviklingscenter for musicals

Med oprettelsen af Uterus er det hensigten at placere Det Danske Musicalakademi i den absolutte verdensklasse. Uterus indbyder komponister og musicalforfattere fra Danmark og resten af verden til at indsende mere eller mindre færdigkomponerede musicals, hvoraf der årligt udvælges 2-6 projekter til kunstnerisk supervision og assistance. Heraf udvælges 2-4 til præsentation på danske teatre med profesionelle musicalperformere, skuespillere og dansere. Projekterne tilsigtes at tilgodese et så stort stilistisk spænd som muligt og 1/3 af projekterne skal have et internationalt potentiale.

Projektet støttes med i alt 500.000 kr. af Kulturministeriet, og kulturregionen støtter som minimum med et tilsvarende beløb.

Kulturarv

Kulturarv og turisme

Projektet har til formål at skabe en bedre og sammenhængende oplevelse af kulturarven i trekantsområdet og udvikle turisterhvervet i trekantsområdet. Projektets første fase drejer sig om at identificere projektgrundlag, partnere, organisering, fastlæggelse af fælles strategi og dernæst udvikle  oplevelser, markedsføring osv. I anden fase færdigudvikles og implementeres konceptet, og der påbegyndes en løbende evaluering af turismetilstrømningen til området.  

0-energi museumsmagasin

Center for Bevaring af Kulturarven i det nordlige Vejle udgøres af de fælles museumsmagasiner for en række museer og arkiver i og udenfor trekantsområdet. Centeret ønsker med etableringen af et 0-energi museumsmagasin at give mere plads til de eksisterende brugere og trække nye brugere til. Huset sikrer en gode bevaringsvilkår uden at gøre brug af energislugende installationer. Energiforsyningen kommer fra alternative og vedvarende energikilder, sandsynligvis solceller eller vindenergi.

Projektet støttes med i alt 300.000 kr. af Kulturministeriet, og kulturregionen støtter som minimum med et tilsvarende beløb.

Kunsthåndværk og design

Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2009

Biennalen for Kunsthåndværk og Design er den eneste biennale i Danmark, der fokuserer på dansk kunsthåndværk og design. Biennalen viser det bedste nutidige kunsthåndværk og design og er i 2009 omdrejningspunkt for samarbejdet mellem museerne Trapholt, Museet på Koldinghus, Vejen Kunstmuseum og Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus i Middelfart. Fagligt betyder udvidelsen af deltagerkredsen at biennalen kan anlægge et bredere perspektiv på kunsthåndværk og design ved at lade aktuel dansk og udenlandsk kunsthåndværk og design gå i spænd med museernes samlinger fra ind- og udland.

Projektet støttes med i alt 300.000 kr. af Kulturministeriet, og kulturregionen støtter som minimum med et tilsvarende beløb.