Det betyder, at alle brugere kan formidle alt materiale på alle måder under forudsætning af, at der er indgået en aftale med rettighedshaverne herom. Formidlingen kan fx ske ved udlån, udlevering, udsendelse i radio og tv eller ved tilrådighedsstillelse på internettet.
Som på bevaringsområdet har visse brugere – arkiver, biblioteker og museer – fået en særstatus i ophavsretsloven, således at de under nærmere angivne betingelser kan formidle materiale uden aftale med rettighedshaverne. Disse betingelser beskrives nærmere nedenfor.
Herudover har samme brugere samt DR, TV 2/DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder (herefter public service-stationerne) fået mulighed for en enklere rettighedsklarering – i form af såkaldte aftalelicenser – på visse formidlingsområder. Aftalelicenskonstruktionen indebærer, at en bruger, som har indgået aftale med en organisation, der omfatter en væsentlig del af rettighedshaverne til en bestemt art materiale, efter loven får ret til at formidle materiale af samme art, selv om rettighedshaverne til dette materiale ikke repræsenteres af organisationen. Det er op til aftaleparterne at bestemme, om aftalen skal indgås af en fællesorganisation bestående af forskellige typer af rettighedshavere eller af de enkelte faglige organisationer. De udenforstående rettighedshavere har naturligvis samme krav over for brugeren som de rettighedshavere, der repræsenteres direkte af organisationen.
Den praktiske virkning af aftalelicensen er, at brugere, der formidler meget materiale, kan nøjes med at indgå én aftale med en repræsentativ organisation frem for en masse aftaler med de enkelte rettighedshavere, herunder udenlandske rettighedshavere. Aftalen med aftalelicensudløsende virkning skal dog respektere evt. dispositionsbegrænsende aftaler, som brugeren måtte have indgået med rettighedshaverne. Det betyder, at hvis en bruger har en konkret aftale med en rettighedshaver fx om, at en bestemt film må udsendes i tv, men ikke stilles til rådighed på internettet, så kan en generel aftalelicens om tilrådighedsstillelse af film på internettet ikke tilsidesætte den konkrete aftale. Den konkrete aftale har således forrang frem for aftalen med aftalicensvirkning. De nærmere betingelser for aftalelicenserne på formidlingsområdet beskrives nedenfor.
Arkiver, biblioteker og museer
Udlån
Udgangspunktet efter ophavsretsloven er, at beskyttede værker m.v. ikke må gøres tilgængelige for almenheden uden samtykke fra ophavsmanden. Tilgængeliggørelse for almenheden kan bl.a. ske ved udlån, udlejning, udlevering og overføring (onlinetjenester).
Det følger af lovens § 19, at eksemplarer af fx bøger, cd’er og videofilm, der er solgt eller overdraget af ophavsmanden eller med dennes samtykke, dvs. originale eksemplarer, frit må viderespredes. Udlejning kræver dog altid samtykke fra ophavsmanden. Samtykke er også påkrævet, når det gælder udlån af eksemplarer af filmværker og edb-programmer i digitaliseret form.
For så vidt angår udlån af de kopier, som er fremstillet på grundlag af § 16, stk. 2-5, findes der nærmere regler i § 16, stk. 6. Bestemmelsen indebærer, at bibliotekerne frit kan udlåne:
- Kopier, der er fremstillet i medfør af stk. 3 (om komplettering af ufuldstændige værker)
- Kopier, der er fremstillet i medfør af stk. 4 (om værker, der bør være tilgængelige i bibliotekets samlinger)
- Eksemplarer, der er afleveret eller fremstillet på grundlag af pligtafleveringsreglerne.
- Udlån af kompletterede eksemplarer kan dog kun frit finde sted, hvis eksemplaret er udgivet.
Udlån af sikkerhedskopier (kopier fremstillet i medfør af § 16, stk. 2) kan kun finde sted i særlige tilfælde. Det kan fx være, hvis originalmaterialet har en særlig værdi, hvis det er sjældent eller har en ringe holdbarhed. Normalt vil bestemmelsen ikke give adgang til at udlåne materiale, hvis det er muligt at erhverve et ekstra eksemplar i den almindelige boghandel m.v. Udlånes kopien, må man ikke samtidig udlåne originalen.
Det er ikke tilladt uden samtykke fra rettighedshaverne at udlåne billedoptagelser (dvs. film) og eksemplarer fremstillet i digital form eller i form af lydoptagelser.
Det følger af § 16, stk. 7, at retten til videre udnyttelse af de eksemplarer, der er fremstillet på grundlag af § 16, stk. 2-5, afhænger af de i øvrigt gældende regler i ophavsretsloven. Det betyder fx, at kopier, der er fremstillet med henblik på pligtaflevering, kan danne grundlag for henholdsvis privatbrugskopiering efter lovens § 12 og tilrådighedsstillelse på en pligtafleveringsinstitution til personligt studium på stedet i overensstemmelse med § 16 a, stk. 2.
Tilgængeliggørelse
Fri tilgængeliggørelse af beskyttet materiale på ABM-institutionerne er reguleret i § 16 a og § 16 b.
Bestemmelsen i § 16 a skal ses i nær sammenhæng med § 16.
§ 16 a, stk. 1, giver en almindelig adgang til brug på stedet på institutionerne, når det gælder offentliggjorte værker. Det kan fx være musik, film, internetmateriale og radio- og tv-udsendelser. Brugen er begrænset til personligt gennemsyn og studium inden for den pågældende institution og kan ske ved hjælp af computere, infostandere, skærmterminaler, videomaskiner m.v.
Da bestemmelsen alene gælder for enkeltpersoner, er storskærmgengivelse, filmforevisning og baggrundsmusik ikke dækket af undtagelsen.
§ 16 a, stk. 2, indebærer en indskrænkning i anvendelsen af stk. 1, idet pligtafleveret materiale alene må gøres tilgængeligt på de tre pligtafleveringsinstitutioner: Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket og Det Danske Filminstitut. Der eksisterer således ikke en almindelig adgang til at konsultere pligtafleveret materiale på landets folkebiblioteker.
Pligtafleveringsinstitutionerne må kun opstille et begrænset antal skærmterminaler, computere og lignende, som brugerne kan anvende til at konsultere pligtafleveret materiale. Institutionerne må ikke tage kopi af pligtafleveret materiale med henblik på, at andre biblioteker kan stille det pågældende materiale til rådighed med hjemmel i § 16 a, stk. 1.
Som nævnt ovenfor under afsnittet om bevaring gælder bestemmelsen i § 16, stk. 5, om kopiering til pligtafleveringsformål alle værker, uanset hvornår de er frembragt. Det er med andre ord ikke tidspunktet for kopieringen eller afleveringen, der er afgørende. Det er imidlertid tvivlsomt, om adgangen til at stille pligtafleveret materiale til rådighed efter § 16 a, stk. 2, omfatter materiale, der ikke tidligere var omfattet af pligtafleveringsloven, fx radio- og tv-udsendelser og internetmateriale.
§ 16 a, stk. 3, er en særlig bestemmelse om brug af pligtafleverede radio- og tv-udsendelser, film og internetmateriale (websites) til forskningsformål. Pligtafleveringsinstitutionerne har adgang til at udlåne eller sende pr. e-mail eller lignende sådanne pligtafleverede eksemplarer af værker til forskningsformål. Det er en betingelse, at værkerne ikke kan erhverves i almindelig handel, herunder ved køb over internettet. Desuden må der ikke være tale om, at de tilsendte kopier blot erstatter indkøb af fx film, elektroniske bøger eller online-licenser på tidsskrifter.
Der skal foreligge en dokumenteret forskningningsmæssig interesse, hvilket indbefatter forskere fra universiteter og andre højere læreanstalter (herunder ph.d-studerende). Det afgørende er, om de pågældende personer reelt udøver forskningsvirksomhed. Desuden omfattes journalister, hvis formålet er at opnå forskningsmæssig relevant viden med henblik på redaktionelle artikler i pressen, radio- og tv-programmer m.v.
Overføringen online skal ske via sikre netværksforbindelser, og det modtagne materiale må ikke videresendes pr. e-mail til andre personer.
Arkivalier
Efter ophavsretslovens § 27, stk. 2, er der fri adgang til at formidle arkivalier, som er afleveret til et offentligt arkiv, i overensstemmelse med arkivlovgivningens bestemmelser herom. Arkivloven giver adgang til arkivalierne i Rigsarkivet m.v. ved især gennemsyn, udlån og kopiering.
§ 27, stk. 2, omfatter både offentlige og private arkivalier, dog med den modifikation at der ikke er fri adgang til at udlevere kopier af private arkivalier uden aftale med rettighedshaveren. Offentlige arkivalier er dokumenter m.v., der er udarbejdet af eller indgået til offentlige myndigheder, mens private arkivalier er dokumenter m.v., der tilhører private personer, foreninger, organisationer osv. Radio- og tv-udsendelser omfattes ikke af bestemmelsen.
Onlinedistribution
§ 16 b er en særlig aftalelicens for onlinedistribution af tekster. Bestemmelsen indebærer, at offentlige biblioteker efter bestilling kan foretage digital formidling af avisartikler, uddrag fra bøger, tidsskriftsartikler m.v. til andre biblioteker eller direkte til en slutbruger. Bibliotekerne kan benytte e-mail og digitale faxmaskiner til at sende artikler i digital form til den enkelte slutbruger eller til et andet bibliotek. Da der er tale om en aftalelicens, er det en betingelse, at der er indgået aftale med Copy-Dan Tekst & Node.
Bestemmelsen omfatter ikke radio- og tv-udsendelser, ligesom den heller ikke giver mulighed for, at bibliotekerne kan etablere tekstdatabaser med direkte online-adgang for alle brugere.
Public service-stationerne
Efter ophavsretslovens § 30 kan public service-stationerne udsende visse former for materiale i radio eller fjernsyn ifølge en aftalelicens. Det betyder, at hvis fx DR har indgået en aftale med Foreningen Radiokassen (bestående af en række forfatterforeninger) om udsendelse af litterære værker i radio og tv, så har DR ret til at udsende alle litterære værker, uanset om den konkrete forfatter er medlem af Foreningen Radiokassen. Public service-stationerne skal dog respektere eventuelle forbud mod udsendelse nedlagt af de enkelte rettighedshavere.
§ 30-aftalelicensen gælder kun i forhold til ophavsmændenes rettigheder, ikke i forhold til udøvende kunstnere og producenters rettigheder. Bestemmelsen omfatter litterære værker, musikværker og kunstværker, men ikke scene- og filmværker. Det betyder, at public service-stationerne ikke kan klarere rettigheder til udøvende kunstneres fremførelser, lyd- eller billedoptagelser efter § 30. Udgivne lydoptagelser kan til gengæld frit udsendes mod betaling efter tvangslicensen i § 68.
Værkerne skal desuden være udgivne. Et værk anses for udgivet, når eksemplarer af værket er bragt i handelen eller på anden måde spredt blandt almenheden. Kunstværker er omfattet af § 30-aftalelicensen, når kunstneren har overdraget et eller flere eksemplarer til andre.
Efter ophavsretslovens § 30 a kan public service-stationerne genudsende og stille visse materialer til rådighed on demand ifølge en aftalelicens. Aftalelicensen omfatter også den kopiering, som er nødvendig for disse former for formidling, dog ikke i det omfang § 31 hjemler denne kopiering, se ovenfor. Uanset aftalelicensen skal public service-stationerne respektere eventuelle forbud mod genudsendelse og/eller tilrådighedsstillelse samt accessorisk kopiering nedlagt af de enkelte rettighedshavere.
§ 30 a-aftalelicensen er gennemført med henblik på programarkiverne. Den omfatter derfor alt materiale, der indgår i public service-stationernes egne produktioner, som har været udsendt før den 1. januar 1998. Public service-stationernes egne produktioner omfatter produktioner, som er foretaget af stationerne selv samt produktioner, som public service-stationerne har bestilt med henblik på udsendelse i radio eller fjernsyn. Det er i den forbindelse afgørende, at produktionerne helt eller delvist er finansieret af public service-stationerne.