Ulovbestemte tilskud

Kommunalreformens konsekvenser for de ikke-lovbestemte amtslige tilskud på kulturområdet.

Amterne har, som følge af kommunalfuldmagten, haft mulighed for at yde tilskud til kulturelle aktiviteter, som ikke er beskrevet i lovgivningen, og det er der mange amter, der har benyttet sig af. Det kan for eksempel være tilskud til ikke-statsanerkendte museer, tilskud til kulturcentre og udstillingssteder eller lignende.

Som følge af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om kommunalreformen overgår faste tilskud af denne type i en fireårig periode til staten, hvorefter det bliver kommunernes opgave at vurdere og videreføre aktiviteterne.

Kulturministeriet har indgået en fælles forståelse med Kommunernes Landsforening, der sikrer en smidig overgangsordning, hvor hovedparten af amternes ikke-lovbestemte tilskud til kultur skal administreres af kommunerne allerede fra 1. januar 2007.

Læs forståelse mellem Kulturministeriet og Kommunernes Landsforening (pdf)

På baggrund af amternes oplysninger har Kulturministeriet sammen med amterne fastlagt hvilke amtslige tilskud til kulturformål som indgår i den fire-årige overgangsordning.

Den 13. november 2006 blev de endelige lister over tilskudsberettigede institutioner, foreninger mv. sendt til amterne og offentliggjort på ministeriets hjemmeside. Et følgebrev til amterne præciserer forudsætninger og kriterier for tilskudsberettigelse samt beregning af den enkelte institutions og forenings tilskudsniveau fra 1. januar 2007 til 31. december 2010.

Se de endelige tilskudslister samt følgebrevet

Ikke faste-tilskud – dvs. de frie puljemidler – som amterne havde afsat efter kommunalfuldmagten, er overført til de nye regioner til varetagelse af udviklingsopgaver.

Hvorledes vil ordningen fungere i overgangsperioden?

I 2007 – det første år i overgangsordningen - vil Kulturministeriet, i begyndelsen af januar 2007, anmode om én samlet ansøgning fra hjemstedskommunenerne, som omfatter tilskud til de tilskudsberettigede institutioner, foreninger mv. der er hjemmehørende i kommunen og omfattet af overgangsordningen. 

Listerne over tilskudsberettigede institutioner i de enkelte hjemstedskommuner er offentliggjort her på Kulturministeriets hjemmeside. Listerne er opdelt på de enkelte regioner, som igen er underopdelt i kommunerne i regionen.

Tilskud til den enkelte institution, forening mv. på listen beregnes ud fra regnskabstallet for 2005.
 
Forudsætninger og kriterier for tilskudsberettigelse samt beregning af den enkelte institutions, forenings mv. tilskudsbeløb under overgangsordningen er som nævnt beskrevet i ministeriets følgebrev brev af 13. november 2006 jf. ovenfor.

Idet tilskudsniveauet for 2007 for den enkelte institution, forening mv. for 2007 allerede er fastlagt i forbindelse med amternes behandling af de enkelte ansøgninger for 2007, hvor regnskabstallet for 2005 er defineret som udgangspunkt for tilskud i 2007, skal den enkelte hjemstedskommune i praksis kun søge om tilskud, der svarer til de tilskud der er opført på listerne. Der kan således ikke ændres på det fastsatte tilskudsbeløb til institutioner, foreninger mv. i den enkelte hjemstedskommunes samlede ansøgning til kulturministeriet.

Kulturministeriet vil, når ansøgningsfristen er udløbet og på baggrund af de indkomne ansøgninger, beregne tilskudsbeløbet for den enkelte institution, forening mv. Herefter vil den samlede tilskudsbevilling for 2007 blive anvist til de enkelte hjemstedkommuner til videre fordeling til de enkelte tilskudsberettigede institutioner, foreninger mv.

Hvis hjemstedskommunen er omfattet af en kulturaftale mellem kulturministeriet og en kulturaftaleregion, som har indgået aftale om at de ikke-lovbundne tilskud til kulturformål skal indgå i kulturaftalens budgetramme, vil det samlede tilskudsbeløb fra kommunerne omfattet af kulturaftalen blive overført til kulturaftalens rammebevilling.

I løbet af foråret 2007 skal institutioner, foreninger mv., som er omfattet af overgangsordningen, aflevere regnskaber for 2006 til hjemstedskommunerne. Ministeriet skal i denne forbindelse kun have tilsendt ét samlet regnskab over tilskud fra den enkelte hjemstedskommune.

Hvorledes forløber så overgangsordningen i de sidste 3 år fra 2008 til 2011?
Som i 2007 vil hjemstedskommunerne klare hovedparten af opgaverne i de sidste år af overgangsordningen.

Hjemstedskommunen:  

  • Indkalder, sagsbehandler og administrerer ansøgninger om tilskud.
  • Skriver og sender en samlet indstilling om ansøgninger om tilskud til Kulturministeriet.
  • Udbetaler penge til tilskudsmodtagerne.
  • Vurderer om tilskudsforudsætningerne er opfyldt og godkender regnskab fra tilskudsmodtagerne.
  • Aflægger regnskab over for Kulturministeriet for de penge, som kommunen har modtaget.

Kulturministeriet gennemgår kommunernes samlede indstillinger om tilskud og udbetaler på det grundlag et samlet tilskud til kommunerne, som fordeler pengene til de institutioner, foreninger mv., der skal have tilskud.

Særligt for kommuner, der indgår en kulturaftaler med Kulturministeriet
I kommuner, som indgår en kulturaftale med Kulturministeriet, kan midlerne til de tilskudsberettigede overføres til den kulturelle rammebevilling. Kommunerne i kulturaftalen kan i den sammenhæng beslutte, at de vil omprioritere midlerne. Kommunerne skal i kulturaftalen dels angive, om de vil have midlerne overført til rammebevillingen. Dels om de vil foretage omprioriteringer.

Denne ordning er indført af hensyn til, at det skal være muligt at foretage en lokal prioritering af kulturmidlerne, som ellers ville være statiske i den 4-årige overgangsordning.

Proceduren for tilskudsmidlernes overførsel til rammebevillingen aftales i forbindelse med kulturaftalens indgåelse.

Kommunerne i kulturaftalen skal sørge for, at de berørte tilskudsberettigede institutioner får oplysning om det fremtidige tilskudsniveau snarest efter aftalens indgåelse med Kulturministeriet.

Særlige spørgsmål

Kulturministeriet nedsætter en følgegruppe, der skal overvåge overgangsordningen. I følgegruppen vil der være repræsentanter fra Kulturministeriet og Kommunernes Landsforening.

Kulturministeriet kan beslutte, at et tilskudsbeløb nedsættes eller helt falder bort. Fx hvis tilskudsmodtageren ophører med sin kulturelle aktivitet.

Hvem behandler sagerne om tilskud når overgangsordningen slutter?

Hjemstedskommunen sørger for, at de sidste regnskaber bliver aflagt, så overgangsordningen afsluttes korrekt.