Det er nu den enkelte kommune eller kulturaftaleregion der skal søge om ét samlet tilskud i forhold til de institutioner, foreninger mv. som er tilskudsberettigede. Den 9. januar 2007 udsendte Kulturministeriet en indkaldelse af ansøgninger om tilskud i 2007 til institutioner, foreninger mv., der er omfattet af den 4-årige overgangsordning, til samtlige kommuner.
Ansøgninger om tilskud skal være indsendt til kulturministeriets koncerncenter, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 København V senest fredag den 16. februar 2007. I løbet af den 4-årige overgangsordning vil det være administrationscenteret der vil behandle de indkomne ansøgninger og anvise tilskud.
Den enkelte kommune skal følge én af de følgende 2 modeller afhængigt af, om kommunen indgår i en kulturaftaleregion, hvor disse tilskud skal overføres til kulturaftalens rammebevilling eller dette ikke er tilfældet.
Model 1:
Hjemstedskommuner omfattet af en kulturaftale med Kulturministeriet hvor det er aftalt, at de ikke-lovbundne tilskud til kulturformål skal indgå i kulturaftalen.
Kulturministeriet skal have én samlet ansøgning fra kulturaftaleregionen, som omfatter samtlige tilskud til de tilskudsberettigede institutioner, foreninger mv. der er hjemmehørende i de kommuner der er omfattet af kulturaftalen. Listen over tilskudsberettigede institutioner, foreninger mv. i den enkelte hjemstedskommune vedlægges. Listerne over tilskud omfattende samtlige tilskud i en kulturaftaleregion sendes samtidig til kulturaftaleregionens kontaktkommune. Til næste år planlægges de pågældende tilskud udlagt via selve rammebevillingen.
Model 2:
For alle øvrige kommuner dvs. hjemstedskommuner der ikke er omfattet af en kulturaftale med Kulturministeriet samt hjemstedskommuner der er omfattet af en kulturaftale med Kulturministeriet, men hvor der ikke er indgået aftale om at de ikke-lovbundne tilskud til kulturformål skal indgå i kulturaftalen.
Kulturministeriet skal have én samlet ansøgning fra hjemstedskommunen, som omfatter samtlige tilskud til de tilskudsberettigede institutioner, foreninger mv. der er hjemmehørende i kommunen og omfattet af ordningen.
Generelle oplysninger
Listerne over tilskudsberettigede institutioner, foreninger mv. i den enkelte hjemstedskommune er opdelt på de enkelte regioner, som igen er underopdelt i kommunerne i regionen.
På listerne er tilskudsbeløbet angivet i forhold til den enkelte institution, forening mv. Regnskabstallet for 2005 angiver grundlaget for den endelige beregning af det enkelte tilskudsbeløb i 2007.
Idet tilskudsniveauet samt virksomhedens formål mv. for den enkelte institution, forening mv. for 2007 allerede er fastlagt i forbindelse med amternes indberetninger og at regnskabstallet for 2005 er defineret som udgangspunkt for beregning af tilskud i 2007, skal den enkelte hjemstedskommune/kulturaftaleregioner i praksis kun søge om tilskud, der svarer til de tilskud der er opført på listerne. Der kan således ikke ændres på det fastsatte tilskudsbeløb til institutioner, foreninger mv. i den enkelte hjemstedskommunes/kulturaftaleregions samlede ansøgning til kulturministeriet.
Kulturministeriet vil, når ansøgningsfristen er udløbet og på baggrund af de indkomne ansøgninger, beregne tilskudsbeløbet for den enkelte institution, forening mv. ud fra regnskabstallet for 2005. Herefter vil den samlede tilskudsbevilling for 2007 blive anvist til de enkelte hjemstedkommuner/kulturaftaleregioner til videre fordeling til de enkelte tilskudsberettigede institutioner, foreninger mv.
Hvis hjemstedskommunen er omfattet af en kulturaftale mellem kulturministeriet og en kulturaftaleregion, som har indgået aftale om at de ikke lovbundne tilskud til kulturformål skal indgå i kulturaftalens budgetramme, vil det samlede tilskudsbeløb blive overført til kulturaftalens rammebevilling.