Kommunalreformen har lovgivningsmæssigt ikke den store betydning for de kommunale arkivalier, men på det praktiske plan sker der mange ting.
Reformen betyder flytning af mange opgaver fra en myndighed til en anden, og med opgaverne følger også ansvaret for de tilknyttede arkivalier. Når amterne nedlægges, skal arkivalierne derfor fordeles til andre myndigheder. Reformen får derfor stor betydning for de sager, dokumenter og elektroniske arkivalier (registre, journaler og ESDH-systemer), der knytter sig til kommunernes og amternes opgaver. Der er nu indgået en aftale om en fælles løsning på håndteringen af amternes arkivalier, sådan at det foregår på en ensartet måde uanset om der er kommunerne eller staten, der overtager opgaven (se nedenstående link).
Den del af amternes arkivalier, som ikke er direkte knyttet til de enkelte opgaver – f.eks. sager vedr. amternes generelle ledelse og administration, overtager de kommende regioner ansvaret for, jf. ændring af en række love på kulturområdet (L nr. 563 af 24. juni 2005).
I løbet af 2006 forventes følgende bekendtgørelser justeret: Bekendtgørelse om bevaring- og kassation af arkivalier i amtskommunerne, Bekendtgørelse om aflevering af offentlige papirarkivalier til Statens Arkiver, og Bekendtgørelse om arkiveringsversioner af bevaringsværdige data fra elektroniske arkiveringssystemer.