Hensigten med det danske formandskabs initiativ omkring interaktive kulturprodukter er at drøfte med medlemslandene og Kommissionen, om der bør iværksættes en styrket fællesskabsindsats for at fremme den interaktive kulturproduktion i Europa. Endvidere er det hensigten at identificere særlige temaer og fokusområder, som kan indgå i en sådan indsats.
Det overordnede mål med dette initiativ er at sætte en proces i gang, hvor der sættes fokus på de interaktive mediers kulturelle og kommercielle potentiale i Europa. Dette kan blandt andet være i form af nye analyser og undersøgelser.
Dette dokument er et baggrundspapir, der skal:
- tilvejebringe et overblik over interaktive kulturprodukter
- tjene som et visionært inspirationsgrundlag for det videre arbejde
- dokumentere relevansen af emnet.