Juryen har nomineret 24 produkter og løsninger til Danish Design Award 2012. Vinderen i hver af de seks kategorier afsløres den 27. september 2012 i Dansk Design Center, hvor kulturminister Uffe Elbæk uddeler priserne.
Nye særpriser og større brandingmuligheder er nogle af de nye initiativer, som er taget i forbindelse med årets store, danske designpris. Prisen, der tidligere hed Den Danske Designpris, har også ændret navn til: Danish Design Award.
Danish Design Award tildeles virksomheder og designere, der har skabt innovative produkter og løsninger af høj æstetisk og funktionel kvalitet, og som bidrager til at synliggøre værdien og stimulere brugen af design i dansk erhvervsliv.
Talent 2012
Dansk Design Center har som noget nyt inviteret skolerne til at nominere studerende eller nyuddannede, som i særlig grad har udmærket sig inden for designfaget. Talentprisen, ”Talent 2012”, hylder det unge, engagerede talent og sætter fokus på fremtidens danske designere. Med prisen følger et rejselegat.
Læs mere om Danish Design Award på Dansk Design Centers hjemmeside