Kulturnyt

13. september 2012

Christian 4.s Bryghus åbnes for offentligheden

Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme åbner den godt 8.000 etagemeter store bygning i centrum af København. Det gamle bryghus skal bl.a. rumme Nordens største udstilling af bevaringsværdige skulpturer og gipsmodeller, et såkaldt lapidarium.

I mere end 400 år har Christian 4.s Bryghus på Slotsholmen i København været lukket land for publikum. Donationer fra fonde gør det nu muligt at åbne bygningen for offentligheden. Et stort brandsikringsprojekt er i gang og gennemføres med støtte fra TrygFonden, og senest giver en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal mulighed for at etablere lapidariet, der samler skulpturer og gipsmodeller, der i dag er spredt på flere forskellige magasiner.

Hvorfor et lapidarium?

I Danmark er der lange traditioner for at passe godt på originale naturstensfigurer fra slotte og haver. Nogle af disse er helt tilbage fra 1500-tallet og er vidnesbyrd om de danske regenters selviscenesættelse. 

Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme har den største samling af skulpturer og gipsmodeller i Norden. Men samlingen er p.t. spredt ud på 14 adresser og er kun i begrænset omfang offentligt tilgængelig. I det nye lapidarium i Bryghuset samles store dele af samlingen. 

Et levende hus

Samtidig skal det være muligt at afholde møder og lave aktiviteter og events i udstillingen, som kan være med til at gøre Bryghuset til et levende hus og støtte udviklingen af området omkring Søren Kierkegaards Plads med Det Kongelige Bibliotek, Tøjhusmuseet og Bryghusgrunden. 

Der sigtes efter, at Christian 4.s Bryghus og det nye lapidarium kan åbnes i oktober 2013. 

Læs mere og se billeder