Som ny kulturminister er jeg rigtig glad for både Uffe Saverys og Alex Ahrendtsens passionerede indlæg i Politiken torsdag.
Jeg glæder mig helt fantastisk til at tage debatten, så vi kan finde de holdbare løsninger, der giver Danmark et fremadrettet og dynamisk musikliv. Vi er nemlig nødt til at prioritere, og vi er nødt til at gøre det nu.
Men først må jeg lige rydde et par misforståelser af vejen: Jeg er ikke imod den klassiske musik eller vores europæiske kulturarv. Jeg er ikke nogen hærgende hunnerkonge, der drømmer om sønderskudte koncertsale, for nu at omskrive Tom Kristensen.
Selv har jeg haft nogle af mine største kulturoplevelser med klassiske symfonier, og jeg holder meget af opera og ballet.
Men jeg bliver nødt til at spørge - lidt provokerende, det indrømmer jeg gerne - om vi kan finde en bedre balance i vores musikstøtte. Vi skal nemlig både støtte den etablerede klassiske musik og sørge for optimale vilkår for det rytmiske vækstlag og de nye talenter.
Så Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, der advarer om, at jeg vil føre »Blitzkrieg« imod europæisk kultur, kan roligt indstille skytset og i stedet trække i arbejdstøjet.
Og Uffe Savery, musikchef for Sjællands Symfoniorkester, der frygter, at mit kultursyn er endimensionelt, ved jo, at jeg har flere strenge at spille på. Jeg tror netop på, at klassisk og rytmisk musik har brug for hinanden som gensidig inspiration.
Det synes jeg i øvrigt, at min navnebror selv med et virke i både den klassiske og den rytmiske musik med Safri Duo er et godt eksempel på. Der er ikke tale om enten-eller, men om både-og.
Det er klart, at den klassiske musik har brug for støtte. Det er rasende dyrt at holde et symfoniorkester kørende, og den klassiske musik kalder på et langsigtet engagement, både i uddannelsen af musikeren og i vedligeholdelsen af talentet.
Men det samme kan man efterhånden sige om den rytmiske musik.
Det er altså længe siden, at det var nok at kende et par bluesrundgange for at klare sig.
Den rytmiske musik kan være fuldt ud lige så udfordrende og kompliceret som klassisk, ligesom der jo også er en del klassisk musik, der - for at bruge Ahrendtsens ord - heldigvis er »forholdsvis enkelt at gå til«. MENS DELE AF den rytmiske musik er en international milliardforretning, er den guldrandede opmærksomhed, der omgiver de største navne, jo ikke det generelle billede.
Jeg foreslår ikke, at vi skal bruge skattekroner på Aqua, men det er altså ikke er al rytmisk musik, der spiller millioner ind i tog, taxaer og indkøbscentre! Og i stigende grad får de etablerede navne det også svært.
Nye tal fra pladeselskabernes organisation, Ifpi, viser, at indtjeningen i de sidste ti år er reduceret med to tredjedele.
Hvis vi i Danmark vil have et levende kulturliv, må vi opgradere støtten til nutidige forhold. Vi bliver simpelthen nødt til at have modet til at ryste posen og snakke prioriteringer - åbent, fair og velovervejet.
Og uden misforståelser.