Det kan være fra sendemaster på jorden til modtagelse med almindelige antenner (tag-/loft- eller stue-) – det er det, der også kaldes jordbaseret eller terrestrisk tv. Det kan også være fra satellit til modtagelse med parabolantenner. Det kan være via kabel-tv-anlæg eller større eller mindre fællesantenneanlæg. Og endelig kan det være over internettet via bredbånd – enten som "streaming tv" (hvor man kan se de programmer, der udsendes på anden vis "lige nu") eller som såkaldt "on demand"-tv (hvor man kan se enkeltprogrammer på det tidspunkt, der passer én).
Den overvejende del af de danske husstande (godt 64 pct.) modtager deres tv-programmer på det primære tv-apparat ("i stuen") via kabel-tv eller fællesantenne. Antenner, parabol og bredbånd tegner sig for hhv. knap 15 pct., knap 11 pct. og knap 16 pct. (Kilde: TNS Gallup Forbrugere og forbrugerelektronik 2010). Hvad angår husstandenes øvrige apparater er antenneandelen lidt højere (knap 23 pct.), mens den er modsvarende lavere for øvrige modtageformer.
Forskellig karakteristika
De forskellige platforme har hver deres særlige karakteristika, herunder blandt andet tekniske. Det gør, at distribution fra platformene på visse punkter er underlagt forskellig regulering. Særligt gælder, at distribution af terrestrisk tv forudsætter benyttelse af sparsomme frekvensressourcer, hvorfor denne distributionsform kræver særlig tilladelse. For kabel-tv- og fællesantenneanlæg gælder en række særlige krav i radio- og fjernsynslovgivningen, herunder de såkaldte "must carry"-regler, der regulerer fordelingen af public service-programmer i anlæggene.
De væsentligste af de danske tv-stationer er DR, TV 2 og de regionale TV 2-virksomheder (som alle er public service-fortagender). Derudover findes en lang række lokale tv-stationer. Da tv-stationerne udsender deres programmer fra Danmark, skal de overholde dansk lovgivning, herunder radio- og fjernsynslovgivningen. Det er Radio- og tv-nævnet, der som uafhængigt organ påser dette. Nævnet har beføjelse til at pålægge tv-stationerne visse sanktioner, hvis de ikke overholder de gældende regler, og i sidste ende fratage stationernes adgang til at udsende tv.
Stationer udenfor dansk lovgivning
Derudover kan man i Danmark modtage en lang række kanaler – eksempelvis TV3 og Kanal 4 – der sendes fra stationer, der er hjemmehørende i udlandet. Da stationerne ikke sender fra Danmark, kan det ikke kræves, at de overholder dansk lovgivning. Derimod skal de overholde de love, der gælder i det land, de sender fra.
På EU-plan er vedtaget et overordnet regelsæt for reguleringen af tv-virksomhed i medlemslandene ("AVMS-direktivet"). Regelsættet indeholder bl.a. visse minimumskrav til medlemslandenes lovgivning for så vidt angår reklamer i udsendelser, beskyttelse af mindreårige mv.