Statens Kunstfond
Statens Kunstfond blev oprettet i 1964. Kunstfonden giver støtte til skabende, professionelt arbejdende kunstnere inden for billedkunst, litteratur, tonekunst, kunsthåndværk og design, arkitektur samt film og teater. Støtten uddeles bl.a. som stipendier i perioder af indtil tre år, engangsydelser i form af arbejds- og rejselegater og præmieringer. Endvidere indkøbes kunstværker, og der ydes tilskud til udsmykningsopgaver. I 1998 blev der indført toårige igangsætningsstipendier til yngre skabende kunstnere. Kunstfondens støtte gives udelukkende ud fra en vurdering af kvaliteten i den kunstneriske produktion og det kunstneriske talent.
Fondens bevilling administreres af en række kunstsagkyndige tremandsudvalg, som beskikkes af kulturministeren for en treårig periode.
Biblioteksafgiften
Staten betaler en årlig biblioteksafgift som støtte til forfattere, oversættere og andre, hvis bøger benyttes på bibliotekerne. Støtten beregnes på grundlag af sidetal og antal eksemplarer af hver titel. Grundlaget for støtteberegningerne er indberetninger fra de biblioteker, der har bogbestanden registreret på edb, samt oplysninger i Nationalbibliografien.
Afgiftsordningen omfatter ud over den almindelige biblioteksafgift to rådighedsbeløb. Det ene fordeles til skabende og udøvende kunstnere, hvis grammofonplader, cd’er og lignende benyttes på bibliotekerne. Det andet fordeles til billedkunstnere, hvis frembringelser i form af originalkunst eller diasserier, grafik, fotografier og plakater benyttes på bibliotekerne. Biblioteksafgiften administreres af Biblioteksstyrelsen.
Statens værksteder for kunst og håndværk
I Statens Værksteder for Kunst og Håndværk er der indrettet værksteder, undervisningslokaler og andre faciliteter, som stilles til rådighed for kunstnere og kunsthåndværkere, designere og konservatorer til specialopgaver og anden form for kunstnerisk udøvelse. I tilknytning til værkstedsdriften administrerer Statens Værksteder for Kunst og Håndværk et antal gæsteboliger til kunstnere fra provinsen samt udenlandske kunstnere.
Charlottenborg Udstillingsbygning
Charlottenborg Udstillingsbygning er en statsinstitution, der tjener som udstillingssted for dansk og international kunst inden for alle kunstarter. I huset vises dels udstillinger, der arrangeres eller initieres af Udstillingsbygningen selv, dels lejebaserede udstillinger. Blandt disse udstillinger kan nævnes Charlottenborg Forårsudstilling, som arrangeres af Charlottenborg Fonden. Bygningen kan endvidere anvendes til andre kunstneriske formål til gavn for kunstnere.
Udstillingsbygningens bestyrelse på 12 personer beskikkes af kulturministeren for en fireårig periode. En kunstfaglig direktør varetager under ansvar overfor bestyrelsen ledelsen af Charlottenborg Udstillingsbygning.
Anden kunststøtte
De øvrige statslige udgifter omfatter bl.a. Akademiet for de Skønne Kunster, der er statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål, og udstillingsstedet Overgaden - Institut for Samtidskunst på Christianshavn, der især fremviser udstillinger af den nyeste danske kunst.