Handlingsplan for Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning

I perioden 2008-2011 havde Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning følgende handlingsplan

Indledning
Den 1. januar 2000 etableredes Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning i henhold til lov om Danmarks Forskningsråd og offentlige forskningsudvalg. Nærværende handlingsplan afløser udvalgets to første handlingsplaner, som omfattede perioderne 2000-2004 og 2004-2008.

Udvalgets opgaver
Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning, KIF, vil stimulere til visionær forskning inden for idræt, både med hensyn til originalitet og relevans.

KIF vil styrke den frie forskning i relation til idræt, herunder:

1. Støtte den fagligt stærke idrætsforskning.
2. Støtte interessen for idrætsforskning inden for faglige miljøer uden for de allerede etablerede idrætsforskningsmiljøer.
3. Stimulere til:
a. Øget interaktion mellem nationale forskningsmiljøer inden for et givet fagområde.
b. Øget international udveksling.
4. Etablere samarbejde med andre bevillingsgivere og forskningsudvalg omkring projektstøtte og stipendier og initiering af forskningsområder.

KIF kan herudover selv tage initiativ til at sætte forskningsprojekter i gang.

KIF vil styrke formidling af og debat om idrætsforskning. Udvalget vil formidle forskningens resultater i bred forstand og sikre bred dialog med offentlige myndigheder, idrættens organisationer og andre idrætsrelaterede organer.

KIF har til opgave at rådgive ministeriet i spørgsmål om idrætsforskning. Udvalget afgiver indstillinger til ministeriet om forskningen på idrætsområdet, dens kvalitet og samfundsmæssige relevans.

KIF vil anvende halvdelen af de til enhver tid til rådighed stående midler inden for hver af de overordnede kategorier humanvidenskab og naturvidenskab. Ved tværfaglige projekter fordeles økonomien forholdsmæssigt.

KIF vil - i det omfang der er tale om lige kvalificerede ansøgere - arbejde for en lige kønsfordeling mht. forskningsstøtte inden for de forskellige idrætsforskningsområder.

Udvalgets handlinger
1. KIF vil uddele forskningsbevillinger 1 gang om året. Derudover vil KIF uddele mindre bevillinger til forskningsformidling 2 gange om året.
2. KIF vil fremme tværinstitutionelt forskningssamarbejde.
3. KIF vil fremme internationalt samarbejde via seminarer, gæsteforskere og forskeres ophold i udlandet.
4. KIF vil skabe dialog med andre ministerier og forskningsråd, blandt andet for at skabe muligheder for samfinansiering af forskningsprojekter.
5. KIF vil medvirke til samfinansiering af ph.d. stipendier med universiteter og andre bevillingsgivere.
6. KIF vil skabe en aktiv internetside, som bl.a. skal fremme interaktionen mellem forskere og tjene forskningsformidlingen.
7. KIF vil invitere til dialogmøder med idrætsorganisationer, idrætsinstitutioner og andre relevante samarbejdspartnere.
8. KIF vil skabe dialog med øvrige skandinaviske idrætsforskningsråd.