Af hensyn til informationsfriheden er den ophavsretlige beskyttelse dog væsentligt indskrænket eller helt udelukket i forhold til visse offentlige dokumenter. Dette er kommet til udtryk i ophavsretslovens § 9 og § 26. Efter § 9 er love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker således ikke genstand for ophavsret. Sådanne offentlige aktstykker kan dermed frit udnyttes, herunder i bevarings- og formidlingsøjemed. Efter § 26 må forhandlinger i Folketinget, kommunalbestyrelserne og andre valgte offentlige myndigheder, i retssager samt på offentlige møder, som afholdes til drøftelse af almene spørgsmål, gengives uden ophavsmandens samtykke, dog med den begrænsning, at ophavsmanden har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg. Der er således også stort set fri adgang til at udnytte sådanne forhandlinger i bevarings- og formidlingsøjemed.
Ophavsretten er tidsmæssigt begrænset til at gælde i ophavsmandens levetid + 70 år efter udgangen af ophavsmandens dødsår. Herefter er værkerne frie (public domain) og kan frit gengives. For så vidt angår de nærtstående rettigheder som fx udøvende kunstnere, fonogramproducenter, filmproducenter og radio- og tv-stationer varer beskyttelsen typisk i 50 år fra udgivelses- eller offentliggørelsestidspunktet.
På følgende undersider beskrives gældende ophavsret i forhold til bevaring og formidling af kulturarven i oversigtsform:
Bevaring
Formidling