Du må ikke:
- Kopiere en kopi af en cd/dvd, når du har fået kopien af andre
- Kopiere en original cd/dvd, du har lånt af en ven eller på biblioteket
- Kopiere en original dvd, du har lejet i en videobutik
- Kopiere materiale hentet på nettet, når materialet er lagt ud uden rettighedshaverens tilladelse
- Udlåne, bytte eller sælge en kopi af en cd/dvd – eller forære den væk
- Sende en digital kopi via e-mail
- Afspille en kopi af en cd/dvd offentligt
- Bryde en kopispærring for at kopiere cd’en eller dvd’en
Du må gerne:
- Kopiere materiale, som rettighedshaveren har givet tilladelse til at kopiere
- Kopiere en cd og spille den hjemme eller til en privat fest – også hos andre
- Kopiere en cd og lytte til den på dit arbejde, i skolen osv.
- Kopiere en cd til bilen, sommerhuset, båden og til din discman eller mp3-afspiller
- Kopiere en dvd til brug på en anden dvd-afspiller, fx hjemme eller i sommerhuset
- Kopiere en cd/dvd, du har lånt, hvis kopieringen sker på et analogt medie (fx kopiering på video- og kassettebånd)
- Optage musik fra radioen og film fra fjernsynet
- Bryde en regionskode på en dvd
Hvad med kopispærringer?
På nogle cd’er og dvd’er er der en såkaldt kopispærring (også kaldet kopisikring eller ”copy control”). En kopispærring skal forhindre, at der kan laves kopier, og du må derfor ikke bryde eller fjerne denne for at tage en kopi. Du må heller ikke udbrede programmer, der kan fjerne en kopispærring, fx ved at lægge sådanne programmer på nettet.
Men du må gerne bryde en kode eller en kryptering, hvis den forhindrer dig i at se filmen eller lytte til musikken. Det er fx tilfældet, hvis en kopispærret cd ikke kan afspilles på en ældre cd-afspiller eller på en computer med et andet styresystem end det, kopispærringen understøtter.
Hvad med download?
Mange hjemmesider giver dig mulighed for at downloade film og musik. Det kan du selvfølgelig benytte dig af, men vær opmærksom.
Det er nemlig langtfra sikkert, at de, der har rettighederne til materialet, overhovedet er klar over, at deres musik eller film ligger på den hjemmeside, du besøger. De, der har rettighederne, skal nemlig spørges om lov først. Hvis de ikke har givet tilladelse, bryder du loven, når du kopierer. Også selv om det ikke er dig, der har lagt det ud på nettet.
Husk derfor:
- Kopiér kun materiale fra nettet, når du er sikker på, at ejeren af musikken el. filmene har givet tilladelse til det.
- Hvis du selv vil lægge andres musik og film ud på nettet, skal du selvfølgelig også spørge om lov først.
- Du må ikke kopiere en ulovlig kopi. Det svarer til at købe eller låne en stjålen bil.
- Udveksling af musik og film fra de fildelingstjenester (peer-to-peer tjenester), hvor rettighedshaverne ikke har givet tilladelse til brug af deres materiale, er ikke lovligt.
Er det kun tilladt at downloade, hvis man gør det fra sin egen computer?
Det afgørende for, om download er lovlig er ikke, hvilken computer du downloader på.
Det betyder, at du ud over at downloade fra din egen computer også må downloade på fx skolens eller arbejdspladsens computer, ligesom du må downloade på en internetcafé, når blot der er tale om download til personlig brug for dig eller din husstand, og forudsat at det, du downloader, er lagt på internettet med rettighedshavernes samtykke.
Hvis du downloader musik eller film og gemmer på din harddisk, vil det dog være nødvendigt at slette sådanne musik- eller filmfiler fra harddisken, hvis den pågældende computer skal overtages af fx andre kollegaer på arbejdspladsen eller andre elever på skolen. Dette skyldes, at det ikke er lovligt at give en digital kopi af en musik-cd eller dvd-film til nogen uden for din husstand.